Min Motivation

“Det er alvor nu!”, så jeg for nylig politisk kommentator Noa Redington skrive om tilstanden for det danske liberale demokrati. Det beskriver meget godt min motivation for nu, at stille op. Jeg føler mig simpelthen kaldet til at forsvare mine medborgere mod eroderingen af deres friheder og rettigheder.

Jeg har altid været liberal. At forsvare mine medmennesker mod tvang, at give plads til forskellighed, at lade folk selvrealisere som de ønsker og at sikre spilleregler som mindsker risikoen for overgreb, er mine kerneværdier. Disse ting er alle under pres disse år. Men der er også behov for mere fremtidsoptimisme, frirum til mere teknologisk udvikling, at øge danskernes velstand, at løse klimaudfordringen ved at udnytte markedskræfterne og ikke mindst at passe på vores retsstat.

Principperne

Frihed.

Din frihed skal være total, så længe du ikke bryder andres frihed. Det betyder frihed til at leve som du vil, indgå i de fælleskaber du vil, frihandel og selvrealisering. Du kan i et liberalt land leve ligeså socialistisk du ønsker det - det omvendte kan ikke lade sig gøre.

Optimisme.

Fremtiden er bedre end fortiden. Idag er bedre end igår. Forkast dommedagsprofeter. Mere teknologisk fremdrift, decentralisering, konkurrence og langt bedre vilkår for startups. Vi skal have mindst mulig regulering og ikke designe regler efter laveste fællesnævner. Brug markedskræfterne til klimaet.

Individet.

Den mindste minoritet er individet. Alle skal have nøjagtigt ens rettigheder fordi vi har ens værdi allesammen. Alle former for overgreb mod individet er forkert. Folk har ukrænkelig ret til egen krop og egen selvrealisering som de ønsker det. Med respekt og positivitet, så kan folk meget mere.

Politik gjort rigtigt, er usynlig og downstream fra teknologi og kultur. Men det er det ikke for tiden. Det er ét af mine mål for opstillingen: At være med til at skubbe politik nedad i vigtighed igen.

Staten skal simpelthen fylde langt mindre - og når den gør det, så gør det heller ikke så meget hvis de forkerte har kontrollen med det. Man skal nemlig aldrig give de bedste mere magt end man kan tåle de værste får.

Jeg går derfor ind for et meget mindre statsligt omfang, meget mindre statsligt indblanding i dit liv, frihandel, frie fællesskaber, decentralisering, markedskræfterne og at fremtiden er bedre end fortiden. Det jeg kan love dig er, at du med mig som dit folketingsmedlem, vil få en som passer på din frihed