Drop nu jeres velfærdspessimisme - I kvæler håbet for fremtiden
Det er som om, at vi har mistet troen på, at i morgen bliver bedre end i går. Det må vi gøre op med, og begynde at snakke optimismen tilbage.
I sin yderst interessante bog Zero to One beskriver iværksætter og investor i bl.a. Facebook, Peter Thiel, det fænomen, at forskellige kulturer ser forskelligt på fremtiden. Han deler kulturer op i fire kvadrater: En kultur kan se enten optimistisk eller pessimistisk på fremtiden, og den kan have enten en klar eller uklar idé om, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
Tager man Europa som eksempel, så præges vi netop nu af en pessimistisk tro på fremtiden kombineret med en uklar idé om, hvad fremtiden bringer. Det betyder, at man investerer mindre og tildeler sig selv en større andel af en fast, defineret samfundskage. Det kan give sig udslag i en politik, hvor man laver høje sociale ydelser, tildeler store rettigheder til ansatte, har mindre tro på samhandel, stemmer for brexit, skaber incitamenter til forbrug, snakker om relativ fattigdom osv.
Den direkte modsætning er halvtressernes USA. Her var man sikker på fremgang, og havde en nærmest Jetson-agtige fasttømret vision for fremtiden med månelandinger, flyvende biler og storbyer lavet af glas.
Det paradoksale er, at Europas position er hverken rationel, baseret på verdens sande tilstand eller ønskværdig, hvis målet er at reducere lidelse og øge livskvalitet. Faktisk findes der næsten ikke et eneste målepunkt, som ikke forbedrer sig kraftigt. Tag antallet af mennesker i fattigdom, skolegang, ulighed, forventet levetid, børnedødelighed osv. Alt er i fremgang. Følg bare Max Roser fra Oxford University, hvis du er i tvivl.
Tænk, hvis nogen havde sagt til vores bedsteforældre, at deres levestandard var så god, som den kunne blive. Så god, at investeringer i fremtiden giver mindre mening end at forbruge den velstand, man på det tidspunkt havde skabt. Havde vi gjort det, ville vi ikke være så rige, som vi er i dag. Rentens rente slår som en hammer, når vi taler vækst: Havde man barberet blot 1 procent af væksten om året i gennemsnit, så var vi kun halvt så rige i dag. Dermed havde vi kun haft halvt så stor mulighed for at kurere sygdomme, hjælpe verdens absolut fattige, mindske børnedødelighed, rejse, selvrealisere osv.
Den samlede lidelse i vores samfund var nemlig langt højere på vores bedsteforældres tid end i dag. Reduktionen i den samlede mængde lidelse er skabt ved vækst og optimisme. Den var vi gået glip af, hvis vi havde lyttet til vækstskeptikerne. Uhyggelig tanke.
Når du taler det såkaldte ’vækstparadigme’ imod, så siger du netop til dine børnebørn, at du ville have været tilfreds med at leve som dine egne bedsteforældre
Når du taler det såkaldte ’vækstparadigme’ imod, så siger du netop til dine børnebørn, at du ville have været tilfreds med at leve som dine egne bedsteforældre. Alternativomkostningen for vores børnebørn er endda højere, fordi teknologierne forbedrer sig hurtigere og hurtigere. Om 50 år kigger man forhåbentligt tilbage på i dag med undren over vores primitive livsstil og manglende evne til at afhjælpe lidelse. Ligesom vi selv gør, når vi kigger 50 år tilbage.