Hvorfor aldrig: Politiheste eller rene skoletoiletter?

Det er blevet en polemisk genganger, at venstrefløjen stiller "velfærd eller skattelettelser" op som modsætninger. Men spørgsmålet giver ingen mening. Der er rigeligt råd til begge ting.

Den anden dag forsøgte en vred fremtrædende socialdemokrat i radioen at forsvare, hvorfor hun havde hevet uddannelsesministeren i samråd. Samrådet skulle handle om, hvorfor regeringen tillod sig at forhandle om skattelettelser, når skoletoiletterne er beskidte.

Det er en falsk modsætning. Statens budget er det største nogensinde. Danmarks skattetryk er verdens højeste - selv efter den skattereform, der forhandles om. Det offentlige forbrug stiger dobbelt så meget som planlagt i år. Trefjerdedele af råderummet bruges til stigende offentlige udgifter.

Problemet med skoletoiletterne er ikke manglen på penge. Det er manglen på prioritering. Og toiletterne har i øvrigt været et problem i årtier.

De fleste kender til eksempler, hvor offentlige institutioner i december har travlt med at bruge budgettet, så det ikke formindskes til næste år. Det betyder, at en meget stor del af vores fælles budgetter placeret forkert. Vi kan alle pege på steder, der bruges penge, som åbenlyst er mindre smart end andre steder. Tag eksemplet om heste til politiet, som politiet ikke selv ønsker. Det kommer til at koste op imod 10 mio. kr. årligt.

Den sande kamp står ikke mellem den absurde modsætning – skattelettelser eller velfærd. Den absolut største politiske vindersag, som ingen åbenbart tør tage fat på, handler om, at vi skal have mere ud af vores rekordstore budgetter.

Jeg ville elske en saglig debat om vigtigheden af forskellige offentlige tiltag. Er skibakker på forbrændingsanlæg vigtigere end psykiatrien? Er politiheste vigtigere end rene skoletoiletter? Er kommunale urtehaver til timianhipstere vigtigere end at tage imod et par ekstra kvoteflygtninge? Jeg tror, at vi på tværs af de politiske skel kan være enige om mange ting i den debat.

Er skibakker på forbrændingsanlæg vigtigere end psykiatrien? Er kommunale urtehaver til timianhipstere vigtigere end at et par ekstra kvoteflygtninge? Jeg tror, at vi på tværs af de politiske skel kan være enige om mange ting i den debat.

Tænk på alle de mennesker, der ville få det markant bedre, hvis vi tillod os at snakke ærligt om, at nogle udgifter giver mere mening end andre. Hvis vi har haft sådan en debat, så kan vi også mere fair vælge mellem skattelettelser på den ene side og urtehaver, skibakker og politiheste på den anden. Lige nu forsøger den ene fløj af uransagelige årsager at obstruere debatten ved at sige, at enhver skattelettelse tages fra de beskidte skoletoiletter. Og den anden fløj gider end ikke tage prioriteringssnakken, men går direkte til at ville lette skatten.

Med en prioriteringsliste i hånden vil det være meget nemt at vurdere, om man synes det er i orden at gå til naboen for at tvinge ham til at betale for sin selvplukker-timianbusk på ringvejen.

Spørgsmålet er, om vores nuværende politikere kan løfte den debat. Men under alle omstændigheder skal den vildledende debat om skattelettelser og velfærd skrottes. Det sande spørgsmål for de velfærdsbegejstrede på venstrefløjen skal være: Politiheste, urtehaver, skibakker eller rene skoletoiletter?

Udgivet som debatindlæg på JP i 2017

Forrige
Forrige

Børsen: Slip innova­tionen løs fra skattelænkerne

Næste
Næste

Drop nu jeres velfærdspessimisme - I kvæler håbet for fremtiden