Folk skal gå på pension, når de ønsker det.
Vi skal gøre det langt mere attraktivt for folk at spare op. Så kan danskerne nemlig trække sig tilbage, præcis når de vil.
Der tegner sig en fælles interesse mellem fløjene i dansk politik. Man ønsker mindre arbejde på den ene fløj, og på den anden fløj holder man fast i, at borgerne ikke skal lægge hinanden til unødig last. Der burde altså være en form for enighed: At alle danskerne skal kunne blive økonomiske uafhængige, så man kan tilrettelægge sit liv, som man vil. Vi taler desværre alt for lidt om, hvordan danskerne kan opnå netop det.
Socialisme har ret i, at almindelige mennesker skal have del i produktionsapparatet. Det skal de gennem investeringer, iværksætteri, medarbejderaktier og at kunne udnytte deres forbrugsgoder (hus/bil) som indtægt, gennem f.eks. Uber, Airbnb og GoMore. Men realpolitisk modarbejdes disse ting konstant. Medarbejderaktier beskattes skørt, deleøkonomien begrænses og arv, som kan gøre dig uafhængig, beskattes hårdt. Man fokuserer udelukkende på lønniveauet og arbejdstiderne for arbejdskraften, men overser, at det enkelte menneske slet ikke behøver at være arbejdskraft.
Senest har man bebudet en ny pensionsmodel, hvor man skal kunne trække sig tidligt tilbage, hvis man er nedslidt gennem hårdt fysisk arbejde over mange år. Men hvorfor skal man spørge om lov til at gå på pension? Folk skal kunne gå på pension præcis, når de ønsker det.
Problemet er bare, at folk ikke har sparet op til det, især fordi staten løbende beskatter indtægter og kapitalindkomster så hårdt. Gives folk en skattelettelse på 20.000 kr. om året, som spares op, ville det betyde, at man for hvert 6. år, man arbejder, kan gå ét år tidligere på pension, end man ellers kunne. Det gælder alle danskere uanset lønniveau.
På samme måde diskuteres øremærkning af barsel. Men hold bare fri, hvis du vil det. Du skal ikke spørge nogen om lov, hvis du selv har sparet op. I stedet handler hele debatten om hvem, der betaler for tiden på bænken.
Debatten burde i stedet handle om, hvordan du selv kan tilrettelægge dit liv og økonomi, så du får frihed til at lave dine egne valg – helt uafhængigt af rigide offentlige ordninger. En hel subkultur har faktisk spredt sig især blandt unge mænd, hvor man prædiker lave leveomkostninger, et liv som digital nomade rundt om i verden og et hardcore opsparingsregime. Det fører til økonomisk uafhængighed så tidligt i livet som muligt. I Danmark bannerføres dette koncept af blandt andre Pernille Wahlgren.
Hvis du opbygger en passiv indtægt, så får du muligheden for at trække dig tilbage tidligt. Det er mere tid til familie, hobbyer, venner og velgørenhed. Det er et frihedsbegreb, som alle kan identificere sig med, og som hele det politiske spektrum kæmper om at kunne give netop sit vælgersegment. Et skifte væk fra ligegyldigt forbrug til investeringer vil også være en gigantisk forbedring for miljøet.
Hvis vi skaber en dramatisk ændring af mængden af passiv indkomst i befolkningen, gør vi samtidig langt færre afhængige af staten som forsørger. Det ville frigive milliarder, som kan bruges på velfærd fremfor overførsler. For at kunne dette skal vi have gjort beskatning af kapitalindkomst væsentligt lavere. Folk der sparer op og investerer, skal hurtigere kunne finde økonomisk uafhængighed. Det skal kunne betale sig at spare op til sin egen økonomiske frihed.
Udgivet som debatindlæg på Finans.dk